Jeg er ikke ved at blive sindssyg
Hvilket i sig selv, jo altid er lidt af et skulderklap.
For noget tid tilbage, kom jeg kørene i min muttis bil tæt ved min bopæl. Idet jeg runder et hjørne, kigger jeg ind i øjnene på en fyr, jeg kender fra tidligere. En skøn fyr, jeg har gået i skole med for mange år siden, en uforglemmelig fyr. Iøvrigt også en fyr jeg aldrig har været sammen med, men på min daværende kiksede facon masser af gange, har lagt op til uden resultat.
Han smiler til mig, som jeg kører forbi, og jeg hilser. Det er mere end 10 år siden, jeg sidst har set ham, men hans blik og hans charme, glemmer jeg aldrig.
Han er en helt speciel fyr, han har et særligt talent, som jeg ikke vil uddybe nærmere her, og jeg fandt ham dengang meget interessant, fordi han gik op i hans talent med liv og sjæl. Han har en meget karakteristisk stemme og så har han som sagt en uforglemmelig charme. Jeg kan ikke huske mange mennesker fra dengang, men han står skarp i min hukommelse.
Jeg googlede ham. Og synes bagefter, at jeg var helt fra den, for hvorfor gå op i det med liv og sjæl? Manglende liv? Manglende kærlighed? Manglende?
Han laver stadig det, han er god til, men han lavede også noget andet, som faldt helt udenfor kategori… og der var en mail, man kunne kontakte ham på, så jeg skrev en mail.
Flere dage senere fik jeg en mail tilbage, fra systemet, om at denne mailboksen ikke længere kunne modtage.
Jeg drømte den anden nat, at han boede her i min bebyggelse. Og jeg nævnte ham for min eks.
Da min eks og jeg handlede ind med ungerne, gik det op for mig, at ham/ hende den psykotiske med det sammenklistrede vinduer var flyttet ud af blokken, og at der pludselig var kommet helt almindelig hvide gardiner op i den lejlighed, hvor man normalt kun kan se sorte plastikposer for vinduerne og en lille sprække med lys om aftenen fra stuen.
Idag gik jeg så forbi den lejlighed igen, og vi har siden hen fået navne på vores udendørs postkasser. Og der stod det så… ligeså tydeligt, midt på postkassen. Hans navn.
Jeg leder efter Helly Hansen gummiregnbukser
Og det i sig selv er en ganske kedelig, langsommelig affære…
Medmindre man finder en side, der hedder www.regnfrakker.dk
Pludselig er det lige meget, at jeg har haft tyndskide i flere dage, at der har været skybrud i flere dage (også i mit sind) og at ungerne skiftes til at være syge…
For man skal da næsten vove pelsen og kontakte et stk. gummifreak?!
Dobbeltmoral
Lad det være sagt; jeg har lige så længe, jeg kan huske, haft et anstrengt forhold til mine forældre. Vi elsker hinanden på godt og ondt… Ligesom et dårligt ægteskab. Eller det er måske godt, hvis man tager det sure med det søde, kaperer og går på kompromis… for ikke at smutte før tid?
Anyways, mine forældre, især min far har meget travlt med at fortælle mig, at jeg stadig er tyk. At jeg ikke har tabt mig efter mine graviditeter, og at jeg skal passe på det ikke bliver siddende.
Samtidigt låner mine forældre mig deres bil, så jeg ikke skal gå de tre km. til ungernes institution hver dag, for det er alt for langt og alt for koldt. De kommer med kage, når de er på besøg, og jeg får altid tilbudt sodavand og lørdagssnoller, når jeg kommer på besøg, og der er aldrig sparet på sovsen.
Jeg har altid haft det svært med dobbeltmoralske mennesker. Ikke fordi jeg er god til helt selv at lade være med at være det af og til, men fordi det minder mig om, mennesker når de er værst.
De peger fingre af hinanden, og påstår de vil hinanden det bedste.
Men det er løgn.
Indrøm.
Psykopat veninden
Jeg havde en veninde engang for 12 år siden, en som jeg faktisk ville gå ret langt for. Jeg havde ikke alverdens selvtillid, og hun var god til at manipulere med mig, og forme mig som hun havde lyst. Det er mange år siden som sagt, men pga. facebook kom vi pludselig for nylig i kontakt igen, og jeg havde faktisk glemt, hvor manipulerende, hun kunne være.
Hun inviterede mig til hendes fødselsdag for et stykke tid siden, og jeg takkede ja. Vi mødtes et par stykker i hendes lejlighed, men kort tid inde i “festen” fik hun et flip på den ene ven, som hun til sidst smed ud af lejligheden… Han blev så overrasket og vred over hendes reaktion, at han tog den gave med, han havde givet hende. Hun har slettet ham som ven på FB.
Så brokkede hun sig over ham en periode. Og alting i hendes liv er skidt, synes hun selv. Hun har meget travlt med at være bitter over sin eks som forlod hende og fandt en anden, selvom de havde planer for deres fælles barn, og siden hen har hendes bitterhed fået yderligere overtaget hendes sind.
Jeg var med hende for nylig til dimission,for som hun sagde, så havde hun ikke nogen hun havde lyst til at tage med ellers, for hendes far er død, og hendes mor talte hun ikke med på det tidspunkt (ifølge hende, er hendes mor nemlig syg i hovedet), og det var hyggeligt nok, men hun fortalte mig, at den anden veninde som havde været med til hendes fødselsdag, var en egonar, så hende havde hun slettet på FB, for hende skulle hun i hvert fald ikke tale med mere.
Hun laver altid drama udover alle grænser, og så bliver hun tit truende og ubehagelig.
For få uger siden skete der noget alvorligt i min ekskærestes familie som også involverede mig. Det var en voldsom oplevelse, og jeg havde nul overskud. Samtidigt fik jeg en sms af psykopat veninden, som skrev om hendes barn og hun kunne komme forbi ugen efter. Jeg kunne ikke overskue noget, så jeg skrev, lidt fladt, at jeg ikke orkede det, da der var sket noget alvorligt. At de måtte finde et bedre alternativ.
Fik en fornærmet sms tilbage, om at de bevares, da nok skulle finde et alternativ. (ingen interesse for mig, ganske som dengang)
For en uge siden fik jeg pludselig en sms fra hende, om jeg kendte til regler om noget børnebidragshalløj, for faderen ville ikke overholde en aftale de havde ang. noget første skoledagshalløj til barnet.
Jeg svarede ikke, for hun skulle ikke lade som om ingenting var hændt.
Idag fik jeg så flere sms-er. Jeg havde ikke lyst til at svare hende, så jeg skrev, at jeg ikke havde lyst til at svare eller forklare.
Så fik jeg en sms, hvor hun skrev, hvordan hun mente, jeg begik fejl omkring mine børns ve og vel. Som jeg så hellere ikke reagerede på.
Så fik jeg en besked på FB, at jeg ikke passede min børn ordentligt, at de fik usund mad med bakterie og sprøjtemidler, at jeg var mere forstyrret end hun huskede, osv.
Den har jeg naturligvis heller ikke svaret på. Hun har desuden slettet mig som ven på FB.
Min rigtige veninde, hende som jeg altid har kunnet regne med og tale med om alt, mente jeg skulle få et anfald på hende.
Men jeg vil ikke. For jeg kender den type. Psykopaten. De trives med drama. Det behov skal hun ikke have opfyldt med mig.
Farvel psyko- eks- veninde. Vi ses ikke igen om 12 år.
DETTE INDLÆG SKAL IKKE I AVISEN
Godt nytår betyder…
at der snart er en opsummering om året der gik på vej. Og for første gang i min urbantid, er jeg ikke så skræmt over at skulle lave den, på trods af alt det der sker i mit liv lige nu… Året har ellers budt på meget drama når man tænker på hvor meget jeg har været hjemme i forhold til året før eller for den sags skyld andre år…. men den er altså på vej; 2008, året der gik.
Den anden nat vågnede jeg op
hentede min mobil og skrev således: Vejen til Sejr går gennem Nederlag.
Jeg læste den igen om morgenen og blev enig med mig selv om, at det skal stå på min ene væg i stuen. Sådan en slags evigt minde om den dag, hvor jeg fattede livet.
Kender i det?
Jeg sad intetanende for ca. 20 minutter siden, da min mobil ringede og det var Frederik fra Viasat. Han ville naturligvis sælge sit produkt, men samtalen forløb på en legende let facon som om vi havde kendt hinanden forevigt og der var en konstant glad, frisk og til tider fræk tone mellem os. Han skulle bruge nogle personlige oplysninger om mig til kontrakten, og i den forbindelse kom vi til at snakke om min fødselsdag, (juleaften) og han nævnte sit cpr. nr som var et eller andet med 90. Tænk en så sød fyr kun er 18 år gammel… Og så er det jeg igen tænker…
Min eks kæreste, Færingen, var den dejligste kæreste, indtil han ikke var det længere… og han var altså syv år yngre end mig og det gav da gevaldige problemer, da vi skulle flytte sammen og præsenteres for hinandens omgangskreds, men det var en tid jeg ikke ville være foruden, hvis jeg havde valget. Han var dejligt, ung, uskyldig, ligetil osv.. og det er de unge fyre bare. De er bare så dejlige og ukomplicerede, at det næsten ikke er til at fatte, at man kunne finde på at vælge en jævnaldrende nogensinde.
Men det gjorde jeg, og idag har jeg igen passet børn alene, siden kl.05 imorges og indtil kl.16 imorgen… imens han fyrer den af i Kbh… Og så kan jeg jo så passende sidde her alene, imens ungerne endelig snorker og drømme om frække Frederik…. som helt sikkert med sine 18 år kunne give mig lige hvad jeg har brug for… Spas, sex og liv…
Hvor langt ude?
Jeg har ved et tilfælde lige fundet en hjemmeside, der hedder www.melddinlærer.dk . Jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at greje, hvorfor sådanne sider skal eksistere? Hvis man har et problem med sin lærer, må man da gå til inspektøren? Eller er det bare mig, der er gammeldags?
Om at være ægte
Jeg må jo indrømme, at jeg på trods af to skrigunger, alt for lidt tid, lidt for meget hjemligt rod, et vaklende parforhold, et kærlighedsforhold til min wii fit, planer om at flytte væk fra det hele og en helvedes masse drømme om et bedre liv, alligevel formår at læse med på en del blogs herinde… til tider endda til daglig. På det seneste har jeg skrevet alt for lidt, men jeg må stadig have min daglige rus sammen med mine favoritter på urbanblog.
Når det så er sagt, så må jeg tilstå at jeg er 100 % ægte. Jeg ville egentlig hellere være fake, fordi det er mere spændende at tilstå, men jeg er faktisk lige præcis som jeg beskriver. Faktisk så kedelig og ligetil som jeg virker, ligeså bitched som tit lyder i forhold til min såkaldte vaskemand, og lidt af en hønemor. At jeg ikke vælger at sætte billede på min profil ligesom andre herinde, er sådan set fordi jeg har gjort det tidligere… for så at slette det igen, fordi det egentlig ikke var så sjovt endda. Måske var responsen ikke så overvældende som jeg havde drømt om, måske skuffede det bare mange, at jeg var så kedelig at se på, hvad ved jeg.
En ting er jeg dog glad for… jeg har aldrig løjet. I hvert fald ikke for jer herinde. De ting jeg har skrevet, kan jeg stå ved… og selvom jeg på mange måder godt kan forstå så må det alligevel være drønsvært nu hvor Mille er væk… hvis jeg pludselig var væk, fordi jeg havde løjet overfor mig selv (og jer) ville jeg ikke ane hvad jeg skulle give mig til, og selvom man måske blogger flere steder, så er det sgu alligevel et svært skridt at tage.
Da Space blev offentligt eje, satte jeg i en kortere periode et link en til min private hjemmeside med billeder af mine unger, men jeg fortrød det hurtigt, fordi det på trods af at jeg er en personlig og ærlig blogger, alligevel blev for personligt.
Nå men alt mit volapyk skal bare til for at sige, øv Mille og så alligevel heads up… meget sejt gået af en 15- årig.
Inspireret af
www.gravidgrahvad.urbanblog.dk
Jeg må desværre give hende ret. Når graviditet bliver en del af en hverdag man ikke lige har drømt om eller planlagt, sker der noget med folk i din omgangskreds og ikke mindst dine nærmeste. Du er blot en gravid nu, og ikke hende der den helt vildt interessante studerende som brænder for sig fag eller hvad ved jeg.
Det er ganske sandt som gravidgrahvad siger… jeg kan feks ikke huske hvornår jeg sidst har fået et kram af hverken veninden der kom på besøg eller forældre/ svigerforældre. De glemmer mig… jeg er bare hende der der gav fødsel til den knuselskelige Julius og den umådeligt smukke William…
Jeg er bare hende der der ifølge min far kæmper med sin vægt og skal se at spise lidt sundere for at blive slank igen… “her spis nu lige din mors mad (aka indsovsede frikadeller og et læs kartofler)” og min mors afkom som nu endelig har skænket hende børnebørn (hvorfor fik du kræft og hvorfor fanden tog det så langt tid?!)
Nej mine forældre har glemt mig. Når de ringer, spørger de til mine børn og min kæreste, men jeg går tabt i den snak. “Nå, går du til fysioterapeut?, hvem passer så børnene imens”? “Har du lavet lækre bøffer til aften, er det noget Julius godt må spise”? osv…
Det er faktisk ret skod.