Et indlæg på opfordring
Her den anden dag blev jeg gjort opmærksom på, at mine indlæg generelt er meget negative.
Det kan jeg jo kun være enig i. Måske burde jeg tage et anger management kursus eller komme i kontakt med min indre Dalai Lama og elske livet, men livet spænder ben, og jeg nøjes ikke med at snuple. Jeg brækker arme og ben, hals og ryg på een gang.
Jeg gider ikke remse op, for det har jeg gjort så mange gange, at jeg muligvis burde hedde Hypokonder til mellemnavn.
Lige nu eksisterer jeg bare.
Men på et plan er der noget, der virker.
Mit forhold til min eks er blevet bedre på det seneste. Og det ville han gerne have, jeg gjorde opmærksom på herinde. Hermed gjort.
Han brød sig nemlig ikke om den omtale, hvor jeg kalder ham en vatpik, og det kan jeg vel egentlig godt sætte mig ind i, eftersom den titel burde være min lige for tiden.
Jeg er en vatpik, selvom jeg mangler både kugler og diller. Jeg kan simpelthen ikke rejse mig op lige for tiden. For alting går mig bare imod.
Men han, min eks altså, er faktisk ret god til at være mit gangstativ.
En lille bitte smule medgang
Fik et brev i dag, hvor der stod at ungerne har fået institutionsplads fra 1.5. Samme sted, et godt sted, midt i det område jeg primært søger lejlighed. Nu mangler jeg boligen og jobbet, så er vi klar!
Bræk mig her og der
Når man nu virkelig gerne vil sove… så er det svært, hvis man har små børn… eller bare børn.
De indretter sig aldrig helt som man ønsker det. De adlyder ikke som de burde. (nu lyder jeg som kæresten som forventer den ældste kan spise uden at spilde ved aftensmaden)
De er bare sådan nogle små væsner som udelukkende handler efter deres egne behov… egentlig er de jo enormt selviske og får som de eneste, lov at være det uden onde blikke og bebrejdelser.
Når man så som forælder er sååå træt og bare gerne vil putte tæt ind til varmetrolden ved siden af, så er det bare ikke særlig spændende, når det tilstødende værelse byder på lungeophostende børn.
Så falder man i søvn med dårlig samvittighed, for man burde jo sidde hos dem… og så bliver man vækket af en sindsforvirret kæreste der ikke ved, hvordan man tørrer bræk op.
Så bliver der moslet lidt med brækungen, og så kommer der mere bræk. Og mere bræk. I stråler. Og man vil bare gerne gå ud af hoveddøren og vende tilbage udhvilet dagen derpå… eller måske ugen efter, for nu er radiatoren pyntet med gult bræk, gulvtæppet stinker af mavesyre, og den mindste vågner lige om lidt, mindst ligeså voldsomt hostende… og man kan intet stille op.
Andet end at være der og holde sig vågen.
Søvn i nat: 2 timer mellem kl.03- 05.
Jeg er en mand
Altså i min tankegang…
For den anden aften bollede vi endelig… Efter næsten seks måneder uden sex.. og inden da en hel graviditet. Kan sgu godt forstå han er bange for at dyrke sex med mig, når der er så meget knald på hans perler og jeg bare skyder unger ud som en besat… men alligevel.
Og da vi så lå der i tusmørket, gik det op for mig, hvad det var der dengang gjorde at min vaskemand bare er den helt rette for mig…
Han er fantastisk i sengen…
Og mand/(dum) som jeg er… sagde jeg selvfølgelig til ham, at jeg lige kom i tanke om, hvad det var, der dengang gjorde mig forelsket i ham…
Hvor overfladisk kan man være?
Uforandret
Alt er egentlig som det plejer og alligevel er intet almindeligt her hos mig lige nu.
Jeg har netop udfyldt nogle papirer vedrørende pladsgaranti til ungerne i Århus Kommune, så jeg er sikret, hvis nu…
Jeg sidder alene en lørdag aften, selvom kæresten burde have været her….
Han sidder hjemme hos sine forældre og familie og hygger…
Ungerne sover (nej, det er almindeligt.. i hvert de næste par timer, omkring kl.02 vågner den ældste…)
Jeg ser tv… også almindelig…
Jeg har svaret ja til et boligtilbud i Århus fra min boligforening… har fået utallige tilbud de seneste par måneder, men var åbenbart først klar til et “ja” nu
Kan ikke få liv i brændeovnen, da brændet er for vådt… også almindeligt.
Elsker mine unger overalt… har senest fundet ud af at jeg faktisk ikke elsker andre end mine unger…
Funderer hvem der når at flytte fra kæresten først… mig eller min veninde?
Bliver juleaften vores sidste sammen eller flytter vi herfra sammen?
Går vi konkurs?
Min uddannelse… kan det lade sig gøre på den afstand?
Skal den ældste blive i sin nye dagpleje i Randers, hvis vi flytter til Århus….
Eller skal vi flytte hjem… til der hvor jeg egentlig mest føler mig hjemme? Så færdiggørelse af uddannelse ikke er et problem?
Så fremtidigt job er sikret?!
Så jeg igen kan være glad og mindre bekymret?
Så det eneste jeg skal lave ved min hytte inkluderer et godt alarmsystem, en ny hoveddør og at finde en dygtig elektriker…
Intet er det samme… jeg er ikke kun mig mere… og alligevel er alt som det plejer….
Jeg kan (stadig) ikke holde en mand ud længere tid af gangen… jeg savner sex, men jeg har egentlig ikke behov for det…
Det hele er bare noget rod.
Kommunal parterapi
Den længefrygtede dag dukkede op for kort tid siden. Vi skulle mødes med den nye socialrådgiver i kommunen, så hun kunne diskutere sagen (læs: underretningen fra familiehuset; en masse tåber der spiller professionelle i mit nærområde) med os… Mit mål var primært at forsvare mig. Måske en rigtig dårlig ide, men jeg kunne simpelthen ikke genkende mig selv i det skrevne materiale, og en ting er at jeg snart er uddannet pædagog og derfor burde have en vis faglig indsigt i børneopdragelse og familieliv, en anden ting er at det var helt ude i hampen det hele.
Blandt andet var der disse punkter i underretningen:
- parret har kendt hinanden i meget kort tid før graviditet nr.1 er en realitet
- parret bliver gravide igen kort tid efter første barn er født
- parret lider af søvnmangel
- parret taler ofte i et groft sprog til hinanden mfl.
Den nye socialrådgiver sagde sådan her: “ja, det er da fint nok, de har skrévet sådan, men hvad fanden rager det mig. Det er sgu da klart i er dødtrætte og taler grimt til hinanden, når i har fået to børn lige i rap, men det er da jeres valg, og ikke noget jeg nogensinde skal blande mig i. Desuden er i blevet fejlhenvist, for familiehuset tager kun efterfødselsreaktioner fra mor eller far til samtale, så hvorfor i er endt der, må være fordi de har for lidt at se til.
Jeg kan huske, jeg kiggede op på hende og tænkte hun var guld. Tænkte at der endelig fandtes et normalt menneske i den kommune. At der nu pludselig var håb igen… at … jeg lige pludselig kunne rejse mig derfra og have bredde, men lette skuldre igen.
Hun tilbød os parterapi, fordi hun selv er uddannet familieterapeut, og vi skulle se at få sat de børn af, så de ikke skulle med. Og at hun på ingen måde var ligesom dem i familiehuset, at hendes pædagogik var en anden og at hun ville have os til at tale om os… styrke os. Som par. For det skulle vi til at være igen; sagde hun.
Og lige der, gik det et kort øjeblik op for mig, at jeg ikke har været en kæreste siden juli 07. Jeg har udelukkende været Julius og Williams mor.
Jeg er sexuelt underernæret
Overskriften siger jo egentlig sig selv. Men efter to fødsler er min krop så gyselig at ikke engang min kæreste er frisk på at dyrke den lidt. Han siger det selvfølgelig ikke direkte. Men der er ingen tvivl om, at det er en af flere vigtige faktorer.
Den anden dag kiggede jeg mig grundigt i spejlet. Jeg har tabt mig lidt mere og kan derfor nu næsten se “den”, uden at flytte rundt på den løse hud. Tænk det er over halvandet år siden, jeg sidst har set den.
Fandt nogle billeder fra dengang. Jeg er superfræk i forhold til nu.
Tog så til frisør igår i desperation. Fik klippet samme frisure som dengang. Forventede mirakler, men intet skete.
Jeg skal helt sikkert have fjernet mit løse maveskind, når jeg har tabt mig nok til det. Jeg skal også helt sikkert begynde at have brasilianske voksninger igen. Jeg skal helt sikkert begynde at putte mascara på som en selvfølge hver morgen.
Jeg skal helt sikkert…. en masse ting, hvis jeg nogensinde finder tiden til det.
Men for satan hvor jeg savner sex. Sex på den helt naturlige facon med en mand og en kvinde som bare har helt vildt meget lyst til pik og patter. Sex er åbenbart søvnbetinget…
Hvorfor få børn?
Tror helt sikkert det var fordi jeg drømte om at få tinitus af babygråd frem for af en superfed koncert med eksempelvis Magtens Korridorer. Eller måske var det fordi jeg bare syntes mine tæers dunst kun kunne overskygges af modermælkserstatning kastet op på min skulder, tørret af i min trøje og savlet ind i mit hår. Kunne det være fordi jeg drømte om at vaske otte maskiner tøj hver dag, eller måske bare fordi drømmen om at have et indholdsrigt liv var så overvældende at jeg måtte smide den væk?
Kunne det tænkes, det var fordi jeg brændte for aldrig at have sex med min kæreste igen og dyrke skænderierne mere end hinanden, eller fordi jeg hadede min frihed så meget, at jeg bare måtte ofre den til hvem der måtte mangle den?
Måske var det tanken om daglige babysamtaler, der var grunden til at få børn, fordi det kan være så svært at kommunikere på almindeligt dansk og derved måtte jeg da naturligvis foretrække et gry- gry og et skrig fra den ældste som umuligt kan finde på andet fornuftigt at sige?
Nej nu ved jeg det… Det var fordi jeg hungrede efter aldrig at have tid til mig selv. Nå nej, det var også fordi der ikke fandtes noget bedre end at stå op til to x skrigunger hele natten lang….Nej det var i hvert fald fordi jeg allerhelst ville bruge min hverdag på børnegråd, grøn afføring, en kedelig sundhedsplejerske, en røvsyg, evig træt kæreste, et hus der roder konstant og aldrig bliver beboeligt, gør- det- selv arbejde fordi kæresten ikke gider, male indvendigt, når børnene sover i stedet for en omgang computer, wii eller lign.
Eller var det fordi jeg ikke anede hvad jeg gik ind til?
Jeg elsker mine unger. Men jeg er fandme ved at være godt og grundigt træt af at være husmor- rengøringsassistent, sexkilling, gålærer, skuldertrøster, bøvsedame, gør det selv- “mand”, tømrer, murer, tapetafpiller, karmmaler osv. Hvornår fanden begynder han at lave noget?
Kommunekvinden gav ikke op
Hun var blot på ferie og så på kursus.
Vi er blevet indberettet nu. Med henblik på en §50. Fantastisk.
Hvad fanden blev der af “make love, not war”?
Når systemet fejler
Lad mig være den første til at indrømme, at jeg ikke altid har det mest solide forhold til min kæreste aka børnenes far. Desværre. Og netop fordi der er et desværre bagefter den sætning, sagde jeg ja til sundhedsplejerskens tilbud om at tage en omgang samtaler i det såkaldte familiehus endnu længere ude på landet end den Lars Tyndskid vi kender og bor i nærheden af.
Første samtale gik sådan set okay… Et par gamle rotter i faget som måske var lige lovligt ivrige for at “lave en sag” ud af os, men okay. De skulle jo ligesom også finde ud af, hvad vi er for nogen, så jeg lod det glide. Egentlig brød jeg mig heller ikke om deres pædagogiske retning; at skulle holde kæft mens kæresten brokker sig røven fuld over mig for herefter selv at skulle gøre det samme, for så at blive tvunget til at høre hvad to fremmede kvinder synes om det, vi har fortalt. Det er sgu da for “korny” og “fake”…
Jeg var der mest for kærestens skyld… og naturligvis for børnene, for jeg vil jo helst at vi er så voksne og ansvarlige, at vi bliver sammen, fordi vi er glade for hinanden og gerne vil give vores børn det bedste… men jeg kunne godt mærke på mig selv, at der var et eller andet råddent ved de to kvinder som styrede showet lige lovligt meget ifølge mig.
Den anden dag skulle vi så afsted igen, og siden den første samtale havde jeg gået lidt og mugget, fordi jeg synes der blev sagt en masse ting fra kærestens side som jeg aldrig fik lov at respondere på, hvilket var min første besked til dem… Responsen var at jeg ikke skulle have ret til at forsvare mig, for det var jo sådan det foregik i hjemmet, og det gik jo ikke, så det måtte jeg bare finde mig i.
Og så skete det… pludselig kom der enormt meget fokus på børnene. Samtalen mellem den ene kvinde og min kæreste var pludselig envejs, hun talte, han lyttede.. og så konkluderede hun. Og da hun talte med mig, forsøgte jeg hele tiden at få hende på rette spor; da vi jo var der for parterapiens skyld og ikke for at få af vide, at vi ikke må skifte ble på vores søn inden vi går i seng, fordi han ifølge hende sagtens kan holde sig tør med en ble fra kl.19 om aftenen til kl.07 om morgenen. Hun sagde desuden at han skulle sove til kl.07 om morgenen. En anden døgnrytme end den, var helt uhørt. (Så at vores knægt kommer i seng kl.18 og sover til kl.05, hvor han så er sammen med sin far, indtil han skal afsted på job, var fuldstændig uacceptabelt.)
Jeg sad bare i rummet og blev mindre og mindre indeni og samtidigt mere og mere vred.
Kvinden sagde pludselig en masse, jeg ikke kunne eller ville koncentrere mig om, for da gik det op for mig, at vi ikke nogensinde havde været der for at blive bedre kærester, men i stedet var der fordi de ikke havde nok at give sig til og manglende en god case de kunne bygge en masse løgn og latin ind i.
Dagen efter kom en sagsbehandler fra kommunen på besøg. Hun udspurgte os på kryds og tværs om vores forhold til vores børn, om hvorfor vores ældste søn fik modermælkserstatning endnu, når han er mere end et år gammel (ikke noget med at tænke nærmere over hans for tidlige fødsel), om hvorfor vi skiftede ble så sent om aftenen, om hvorfor han ikke sov ordentlig og jeg ved ikke hvad. (hvilket betyder at det kære familiehus har drøftet sagen med hende, på trods af at vi fik af vide at det vi talte om, aldrig ville forlade det rum vi sad i) Nu kender jeg jo nok til oplysningspligt, pædagogik, sager IRL osv. så jeg vidste jo godt den var helt gal, når der pludselig sad en socialrådgiver i mit hjem og vurdere mig som mor. Men jeg kunne ikke begribe, hvorfor hun var der.
Efter mange spørgsmål som jeg bevidst valgte at overhøre, blev der lagt et brev på bordet. Et brev som skulle sendes til kommunen og skrives til referat. Om jeg kunne godkende det? Kiggede flygtigt på det officielle papir, hvor der blandt andet stod: parret formår ikke at lave en døgnrytme til børnene, den ældste søn spiser babymad, mor mener ikke at hun kan klare hverdagen i hjemmet, mv.
Jeg prostesterede promte… flere gange, igen og igen. Hvad de baserede deres beskrivelse på? (vi havde jo kun været hos dem to gange) Hvorfor de havde brug for at lyve om vores børn og vores hverdag? Om det var en joke?
Sagsbehandleren forsikrede mig tørt om at de var bekymrede for børnene, meget bekymrede. Jeg spurgte hvorfor, de havde jo hverken set vores hverdag, hørt om den eller for den sags skyld oplevet børnene ulykkelige. Tvært imod sad min ældste søn konstant og charmede sig ind, og min yngste lod jeg sidde hos lederen af familiehuset, hvor han smilte til hende, selvom han blot er to måneder gammel…
Jeg bad dem gå ud af mit hus… fortalte at jeg ikke ville finde mig i det her, at jeg på ingen måde nogensinde ville dukke op til flere ”parsamtaler”, at de ikke var velkomne i mit hus osv. Sagsbehandleren bad om samtykke til at indhente oplysninger om mig, men jeg afviste, men rådede hende til at tale med sundhedsplejersken…. for så bagefter at fortryde at have givet hende den ret…
Idag ringede sagsbehandleren så og spurgte om jeg havde ombestemt mig. For ellers ville hun bare fortælle, at hun sagtens kunne få adgang til mine journaler uden mit samtykke, hvis hun skønnede det nødvendigt, og desuden ville hun tage en snak med sin leder, fordi hun var så bekymret for mine børn…
Jeg bryder mig ikke om sagsbehandlere, der truer mig. (tænk at jeg nogensinde skulle skrive de ord i den sammenhæng) Jeg bryder mig heller ikke om folk der lyver. Jeg havde aldrig troet, at kommunen havde så få sager mellem deres hænder, at de kunne finde på at lave en sag med sådan en som mig. Jeg er pædagogstuderende for helvede. Jeg er en pissegod mor, og jeg har fandme aldrig i mit liv knoklet så hårdt som jeg gør nu og elsket det så meget.
Hvad foregår der, og hvornår kommer der en eller anden torsk frem og siger “aprilsnar”?