Jeg kom ned med nakken
Selvom jeg sagde, at jeg slet ikke ville finde mig i dårlig behandling fra diverse offentlige konsulenter fra jobjagten, så var der sgu en der skød mig idag. Så nu er det også forbi. Og jeg vender aldrig tilbage dertil. Men de får selvfølgelig en klage, for er der en ting 7-9-13 de ikke kan tage fra mig, er det mit sprog. Så vogt dig Hr. Erhverskonsulent. Der er et brev på vej til din chef.
Et indlæg på opfordring
Her den anden dag blev jeg gjort opmærksom på, at mine indlæg generelt er meget negative.
Det kan jeg jo kun være enig i. Måske burde jeg tage et anger management kursus eller komme i kontakt med min indre Dalai Lama og elske livet, men livet spænder ben, og jeg nøjes ikke med at snuple. Jeg brækker arme og ben, hals og ryg på een gang.
Jeg gider ikke remse op, for det har jeg gjort så mange gange, at jeg muligvis burde hedde Hypokonder til mellemnavn.
Lige nu eksisterer jeg bare.
Men på et plan er der noget, der virker.
Mit forhold til min eks er blevet bedre på det seneste. Og det ville han gerne have, jeg gjorde opmærksom på herinde. Hermed gjort.
Han brød sig nemlig ikke om den omtale, hvor jeg kalder ham en vatpik, og det kan jeg vel egentlig godt sætte mig ind i, eftersom den titel burde være min lige for tiden.
Jeg er en vatpik, selvom jeg mangler både kugler og diller. Jeg kan simpelthen ikke rejse mig op lige for tiden. For alting går mig bare imod.
Men han, min eks altså, er faktisk ret god til at være mit gangstativ.
Man skal ikke undervurdere læsere af Urbanblog
Jeg bloggede nemlig, hvad jeg troede var privat for et par måneder siden, og havde enten lavet en fejl eller også skete der en teknisk fejl, hvilket betød, at der kom oplysninger ud i vælten, som nogle læsere af min blog benyttede sig af. Dagen efter kunne man nemlig læse på hhv. teksttv, nyheder og senere på dagen, at en dansker var blevet kidnappet i Mexico. Og det kom fra min blog.
Så til dig der læser med herinde. Selv tak for oplysningen. Jeg håber, du tjente fedt på den. Heldigvis blev han løsladt af kidnapperne og kom helskindet hjem.
Men det var ikke pga. dig.
For meget og for lidt
Jeg har nu skrevet 60+ ansøgninger og vil i den anledning gerne invitere alle til drukgilde i anledningen af min elendighed som arbejdsløs pædagog på nu knap sjette måned. På trods er jeg oplært i stædighed udover alle grænser fra min fantastiske farmand, som nærmest dagligt tigger mig om at tage et social og sundhedshjælperjob.
Men fortæl mig lige, hvis der overhovedet er nogen tilbage, der læser med den ene gang om måneden jeg opdaterer… Ville i tage et job, hvor i fik min. 10 løntrin lavere end i var værd, hvis i havde gennemgået alt det jeg har på de knap fem år min uddannelse har varet?
Jeg har gennem uddannelsen haft cancer og fortsat mit studie på trods af operation, ny praktikplads som sejlede lidt, forlist parforhold og hjemløshed, overfald og trusler fra mit vikarjob og ikke mindst to graviditeter, overvægt, en overflytning (sikke en masse o- er lige pludselig) til et andet seminarie som ikke synes, jeg skulle modtages med kyshånd og derfor sendte mig til eksamen uden vejledning og direkte ind i elendighedens favn med tre to taller på mit eksamensbevis som følge af to års barsel. Nej vel?
Jeg nægter simpelthen at finde mig i at utallige kvindelige ledere og pædagoger, skal have lov at bestemme om jeg skal have en fremtid i Pædagogland. Om det så skal koste mig mange måneder på kontanthjælp på jobsøgningskursus med udsendelse i gratis praktikplads aka dum i arbejde, så er det fandme det jeg gør. Jeg kommer ikke ned med nakken kvinder. Og husk lige at jeg ender som DIN kollega en dag, så behandl mig lige ordentligt tak!
Jeg er fandme gal i skralden
Kvinder! Nu må i fandme tage jer sammen. Præcisér dog, når i KUN vil ansætte en med mange års erfaring. Jeg spilder min tid, min energi, min lid til samfundet og hvad ved jeg, ved at tage ud og besøge jeres institution, spørge jer om i kan bruge sådan en som mig, når jeg er nyuddannet, og i giver mig et højlydt “ja”. Så sender jeg en ansøgning, i sender bud efter mig til en samtale, jeg sætter himmel og jord i bevægelse, fordi i altid ringer i sidste øjeblik og indbyder til samtale, og det altid er midt i institutionslukning, så jeg skal have andre til at hente mine unger, og så har vi den her fantastiske samtale, hvor i lyver mig op i mit ansigt i en halv til en hel time. Jeg tager glad derfra, og får kort tid efter en opringning. “Vi har ikke valgt dig, men du skal vide, at valget stod mellem dig og en anden. Vi valgte hende med erfaring, men det er jo ikke noget, du kan gøre for, altså, det er jo ikke noget du kan ændre på, du skal bare vide….bla, bla uendelighedstegn!
Hvis i på forhånd har valgt dem uden erfaring fra, hvorfor så indkalde til samtale?
Står der et eller andet sted, at i skal indkalde folk uden erfaring eller gør i det for den gode samvittighed?