Jeg er en mand
Altså i min tankegang…
For den anden aften bollede vi endelig… Efter næsten seks måneder uden sex.. og inden da en hel graviditet. Kan sgu godt forstå han er bange for at dyrke sex med mig, når der er så meget knald på hans perler og jeg bare skyder unger ud som en besat… men alligevel.
Og da vi så lå der i tusmørket, gik det op for mig, hvad det var der dengang gjorde at min vaskemand bare er den helt rette for mig…
Han er fantastisk i sengen…
Og mand/(dum) som jeg er… sagde jeg selvfølgelig til ham, at jeg lige kom i tanke om, hvad det var, der dengang gjorde mig forelsket i ham…
Hvor overfladisk kan man være?
Uforandret
Alt er egentlig som det plejer og alligevel er intet almindeligt her hos mig lige nu.
Jeg har netop udfyldt nogle papirer vedrørende pladsgaranti til ungerne i Århus Kommune, så jeg er sikret, hvis nu…
Jeg sidder alene en lørdag aften, selvom kæresten burde have været her….
Han sidder hjemme hos sine forældre og familie og hygger…
Ungerne sover (nej, det er almindeligt.. i hvert de næste par timer, omkring kl.02 vågner den ældste…)
Jeg ser tv… også almindelig…
Jeg har svaret ja til et boligtilbud i Århus fra min boligforening… har fået utallige tilbud de seneste par måneder, men var åbenbart først klar til et “ja” nu
Kan ikke få liv i brændeovnen, da brændet er for vådt… også almindeligt.
Elsker mine unger overalt… har senest fundet ud af at jeg faktisk ikke elsker andre end mine unger…
Funderer hvem der når at flytte fra kæresten først… mig eller min veninde?
Bliver juleaften vores sidste sammen eller flytter vi herfra sammen?
Går vi konkurs?
Min uddannelse… kan det lade sig gøre på den afstand?
Skal den ældste blive i sin nye dagpleje i Randers, hvis vi flytter til Århus….
Eller skal vi flytte hjem… til der hvor jeg egentlig mest føler mig hjemme? Så færdiggørelse af uddannelse ikke er et problem?
Så fremtidigt job er sikret?!
Så jeg igen kan være glad og mindre bekymret?
Så det eneste jeg skal lave ved min hytte inkluderer et godt alarmsystem, en ny hoveddør og at finde en dygtig elektriker…
Intet er det samme… jeg er ikke kun mig mere… og alligevel er alt som det plejer….
Jeg kan (stadig) ikke holde en mand ud længere tid af gangen… jeg savner sex, men jeg har egentlig ikke behov for det…
Det hele er bare noget rod.
Kommunal parterapi
Den længefrygtede dag dukkede op for kort tid siden. Vi skulle mødes med den nye socialrådgiver i kommunen, så hun kunne diskutere sagen (læs: underretningen fra familiehuset; en masse tåber der spiller professionelle i mit nærområde) med os… Mit mål var primært at forsvare mig. Måske en rigtig dårlig ide, men jeg kunne simpelthen ikke genkende mig selv i det skrevne materiale, og en ting er at jeg snart er uddannet pædagog og derfor burde have en vis faglig indsigt i børneopdragelse og familieliv, en anden ting er at det var helt ude i hampen det hele.
Blandt andet var der disse punkter i underretningen:
- parret har kendt hinanden i meget kort tid før graviditet nr.1 er en realitet
- parret bliver gravide igen kort tid efter første barn er født
- parret lider af søvnmangel
- parret taler ofte i et groft sprog til hinanden mfl.
Den nye socialrådgiver sagde sådan her: “ja, det er da fint nok, de har skrévet sådan, men hvad fanden rager det mig. Det er sgu da klart i er dødtrætte og taler grimt til hinanden, når i har fået to børn lige i rap, men det er da jeres valg, og ikke noget jeg nogensinde skal blande mig i. Desuden er i blevet fejlhenvist, for familiehuset tager kun efterfødselsreaktioner fra mor eller far til samtale, så hvorfor i er endt der, må være fordi de har for lidt at se til.
Jeg kan huske, jeg kiggede op på hende og tænkte hun var guld. Tænkte at der endelig fandtes et normalt menneske i den kommune. At der nu pludselig var håb igen… at … jeg lige pludselig kunne rejse mig derfra og have bredde, men lette skuldre igen.
Hun tilbød os parterapi, fordi hun selv er uddannet familieterapeut, og vi skulle se at få sat de børn af, så de ikke skulle med. Og at hun på ingen måde var ligesom dem i familiehuset, at hendes pædagogik var en anden og at hun ville have os til at tale om os… styrke os. Som par. For det skulle vi til at være igen; sagde hun.
Og lige der, gik det et kort øjeblik op for mig, at jeg ikke har været en kæreste siden juli 07. Jeg har udelukkende været Julius og Williams mor.
Jeg er sexuelt underernæret
Overskriften siger jo egentlig sig selv. Men efter to fødsler er min krop så gyselig at ikke engang min kæreste er frisk på at dyrke den lidt. Han siger det selvfølgelig ikke direkte. Men der er ingen tvivl om, at det er en af flere vigtige faktorer.
Den anden dag kiggede jeg mig grundigt i spejlet. Jeg har tabt mig lidt mere og kan derfor nu næsten se “den”, uden at flytte rundt på den løse hud. Tænk det er over halvandet år siden, jeg sidst har set den.
Fandt nogle billeder fra dengang. Jeg er superfræk i forhold til nu.
Tog så til frisør igår i desperation. Fik klippet samme frisure som dengang. Forventede mirakler, men intet skete.
Jeg skal helt sikkert have fjernet mit løse maveskind, når jeg har tabt mig nok til det. Jeg skal også helt sikkert begynde at have brasilianske voksninger igen. Jeg skal helt sikkert begynde at putte mascara på som en selvfølge hver morgen.
Jeg skal helt sikkert…. en masse ting, hvis jeg nogensinde finder tiden til det.
Men for satan hvor jeg savner sex. Sex på den helt naturlige facon med en mand og en kvinde som bare har helt vildt meget lyst til pik og patter. Sex er åbenbart søvnbetinget…