Børn af trakelektomerede kvinder
Fik en mail for nylig med et tillykke og en kort statistik. Tænk der er født 12 børn i Danmark, hvis mødre er trakelektomerede; (kan desværre ikke engang slå det op på wikepedia, men det betyder noget med at få fjernet størstedelen af sin livmoderhals, for så at få sat en permanent cerklage på den resterende del, således at man på trods af livmoderhalskræft, stadig kan føde børn).
Nå men min pointe er bare, at jeg har født de to af dem.. hvor vildt er det ikke?
Når systemet fejler
Lad mig være den første til at indrømme, at jeg ikke altid har det mest solide forhold til min kæreste aka børnenes far. Desværre. Og netop fordi der er et desværre bagefter den sætning, sagde jeg ja til sundhedsplejerskens tilbud om at tage en omgang samtaler i det såkaldte familiehus endnu længere ude på landet end den Lars Tyndskid vi kender og bor i nærheden af.
Første samtale gik sådan set okay… Et par gamle rotter i faget som måske var lige lovligt ivrige for at “lave en sag” ud af os, men okay. De skulle jo ligesom også finde ud af, hvad vi er for nogen, så jeg lod det glide. Egentlig brød jeg mig heller ikke om deres pædagogiske retning; at skulle holde kæft mens kæresten brokker sig røven fuld over mig for herefter selv at skulle gøre det samme, for så at blive tvunget til at høre hvad to fremmede kvinder synes om det, vi har fortalt. Det er sgu da for “korny” og “fake”…
Jeg var der mest for kærestens skyld… og naturligvis for børnene, for jeg vil jo helst at vi er så voksne og ansvarlige, at vi bliver sammen, fordi vi er glade for hinanden og gerne vil give vores børn det bedste… men jeg kunne godt mærke på mig selv, at der var et eller andet råddent ved de to kvinder som styrede showet lige lovligt meget ifølge mig.
Den anden dag skulle vi så afsted igen, og siden den første samtale havde jeg gået lidt og mugget, fordi jeg synes der blev sagt en masse ting fra kærestens side som jeg aldrig fik lov at respondere på, hvilket var min første besked til dem… Responsen var at jeg ikke skulle have ret til at forsvare mig, for det var jo sådan det foregik i hjemmet, og det gik jo ikke, så det måtte jeg bare finde mig i.
Og så skete det… pludselig kom der enormt meget fokus på børnene. Samtalen mellem den ene kvinde og min kæreste var pludselig envejs, hun talte, han lyttede.. og så konkluderede hun. Og da hun talte med mig, forsøgte jeg hele tiden at få hende på rette spor; da vi jo var der for parterapiens skyld og ikke for at få af vide, at vi ikke må skifte ble på vores søn inden vi går i seng, fordi han ifølge hende sagtens kan holde sig tør med en ble fra kl.19 om aftenen til kl.07 om morgenen. Hun sagde desuden at han skulle sove til kl.07 om morgenen. En anden døgnrytme end den, var helt uhørt. (Så at vores knægt kommer i seng kl.18 og sover til kl.05, hvor han så er sammen med sin far, indtil han skal afsted på job, var fuldstændig uacceptabelt.)
Jeg sad bare i rummet og blev mindre og mindre indeni og samtidigt mere og mere vred.
Kvinden sagde pludselig en masse, jeg ikke kunne eller ville koncentrere mig om, for da gik det op for mig, at vi ikke nogensinde havde været der for at blive bedre kærester, men i stedet var der fordi de ikke havde nok at give sig til og manglende en god case de kunne bygge en masse løgn og latin ind i.
Dagen efter kom en sagsbehandler fra kommunen på besøg. Hun udspurgte os på kryds og tværs om vores forhold til vores børn, om hvorfor vores ældste søn fik modermælkserstatning endnu, når han er mere end et år gammel (ikke noget med at tænke nærmere over hans for tidlige fødsel), om hvorfor vi skiftede ble så sent om aftenen, om hvorfor han ikke sov ordentlig og jeg ved ikke hvad. (hvilket betyder at det kære familiehus har drøftet sagen med hende, på trods af at vi fik af vide at det vi talte om, aldrig ville forlade det rum vi sad i) Nu kender jeg jo nok til oplysningspligt, pædagogik, sager IRL osv. så jeg vidste jo godt den var helt gal, når der pludselig sad en socialrådgiver i mit hjem og vurdere mig som mor. Men jeg kunne ikke begribe, hvorfor hun var der.
Efter mange spørgsmål som jeg bevidst valgte at overhøre, blev der lagt et brev på bordet. Et brev som skulle sendes til kommunen og skrives til referat. Om jeg kunne godkende det? Kiggede flygtigt på det officielle papir, hvor der blandt andet stod: parret formår ikke at lave en døgnrytme til børnene, den ældste søn spiser babymad, mor mener ikke at hun kan klare hverdagen i hjemmet, mv.
Jeg prostesterede promte… flere gange, igen og igen. Hvad de baserede deres beskrivelse på? (vi havde jo kun været hos dem to gange) Hvorfor de havde brug for at lyve om vores børn og vores hverdag? Om det var en joke?
Sagsbehandleren forsikrede mig tørt om at de var bekymrede for børnene, meget bekymrede. Jeg spurgte hvorfor, de havde jo hverken set vores hverdag, hørt om den eller for den sags skyld oplevet børnene ulykkelige. Tvært imod sad min ældste søn konstant og charmede sig ind, og min yngste lod jeg sidde hos lederen af familiehuset, hvor han smilte til hende, selvom han blot er to måneder gammel…
Jeg bad dem gå ud af mit hus… fortalte at jeg ikke ville finde mig i det her, at jeg på ingen måde nogensinde ville dukke op til flere ”parsamtaler”, at de ikke var velkomne i mit hus osv. Sagsbehandleren bad om samtykke til at indhente oplysninger om mig, men jeg afviste, men rådede hende til at tale med sundhedsplejersken…. for så bagefter at fortryde at have givet hende den ret…
Idag ringede sagsbehandleren så og spurgte om jeg havde ombestemt mig. For ellers ville hun bare fortælle, at hun sagtens kunne få adgang til mine journaler uden mit samtykke, hvis hun skønnede det nødvendigt, og desuden ville hun tage en snak med sin leder, fordi hun var så bekymret for mine børn…
Jeg bryder mig ikke om sagsbehandlere, der truer mig. (tænk at jeg nogensinde skulle skrive de ord i den sammenhæng) Jeg bryder mig heller ikke om folk der lyver. Jeg havde aldrig troet, at kommunen havde så få sager mellem deres hænder, at de kunne finde på at lave en sag med sådan en som mig. Jeg er pædagogstuderende for helvede. Jeg er en pissegod mor, og jeg har fandme aldrig i mit liv knoklet så hårdt som jeg gør nu og elsket det så meget.
Hvad foregår der, og hvornår kommer der en eller anden torsk frem og siger “aprilsnar”?