Inspireret af
www.gravidgrahvad.urbanblog.dk
Jeg må desværre give hende ret. Når graviditet bliver en del af en hverdag man ikke lige har drømt om eller planlagt, sker der noget med folk i din omgangskreds og ikke mindst dine nærmeste. Du er blot en gravid nu, og ikke hende der den helt vildt interessante studerende som brænder for sig fag eller hvad ved jeg.
Det er ganske sandt som gravidgrahvad siger… jeg kan feks ikke huske hvornår jeg sidst har fået et kram af hverken veninden der kom på besøg eller forældre/ svigerforældre. De glemmer mig… jeg er bare hende der der gav fødsel til den knuselskelige Julius og den umådeligt smukke William…
Jeg er bare hende der der ifølge min far kæmper med sin vægt og skal se at spise lidt sundere for at blive slank igen… “her spis nu lige din mors mad (aka indsovsede frikadeller og et læs kartofler)” og min mors afkom som nu endelig har skænket hende børnebørn (hvorfor fik du kræft og hvorfor fanden tog det så langt tid?!)
Nej mine forældre har glemt mig. Når de ringer, spørger de til mine børn og min kæreste, men jeg går tabt i den snak. “Nå, går du til fysioterapeut?, hvem passer så børnene imens”? “Har du lavet lækre bøffer til aften, er det noget Julius godt må spise”? osv…
Det er faktisk ret skod.
Et brev til Bertel
Det der med aldrig at blive pædagog pga. en eller anden tåbelig selvopfunden regel hos samtlige jydske pædagogseminarier har bare irriteret mig så længe, for jeg er sgu træt af at have slidt og slæbt med min uddannelse for så at få af vide, at jeg ikke kan få lov at tage mit sidste semester på et andet seminarie end der hvor jeg startede.
Jeg mangler jo immervæk kun det ene semester, så er jeg klar til at indtage enhver døgninstitution på trods af, at jeg dermed også fravælger jule, nytårs eller enhver anden traditionel aften med min familie og ikke mindst mine dejlige to unger…
Der er ikke mange som synes det er særlig spændende ikke at kunne være sammen med sin familie på helligdage eller mærkedage, og derfor mener jeg også, at jeg er gjort af et særligt stof som gør, at jeg ekstra meget skal opfordres til at blive færdig med min uddannelse i stedet for det modsatte.
Men det mente flere seminarier ikke, for de kunne komme med mange undskyldninger for hvorfor de netop ikke lige kunne rumme mig som studerende, nu hvor jeg havde gennemført min bacheloropgave tidligere end så mange andre studerende har gjort det…
Men så skrev jeg på opfordring af min far et brev til Bertel Haarder og igår aftes fik jeg så svar. Seminarierne skal tage mig ind, hvis de har ledige pladser. De må ikke afvise mig som studerende, og slet ikke med de årsager de hver især har angivet…
Så nu skal jeg med min gamle rektor og Bertel i ryggen endnu engang forsøge overflytning til Randers semninariet. Så må vi se, hvad studievejlederen denne gang kan finde på af undskyldninger for at slippe for mig.
Når man tager i byen for at shoppe
og har pumpet sine bryster vel meget hjemmefra, så burde det ikke være et problem, når man efter et lynbesøg i Hansen Møbler, drøner forbi Jysk for at finde en cykelpumpe, så man kan få pumpet knægtens nye pilates- motorisk- korrekte- bold, at holde på brystmælken. Men det var det, hvilket resulterede i at min ellers så fine lædertaske måtte hænge ret akavet på højre arm som om jeg var bange for nogle ville stjæle den fra mig, alt imens venstre arm blot blev holdt op foran babsen, blot for at tiltrække endnu mere opmærksomhed.
Jeg har efterladt en pøl af indtørret brystmælk på førersædet i bilen…
Velkommen til verden William
img_7564.JPG
Hermed et noget forsinket billede af lilleprutten som kom til verden d.2. maj 2008 med en kampvægt på 2690 g og en længde på 50 cm.
OMG, jeg skal føde
Og det er simpelthen imorgen. Hvor klamt når det er totalt planlagt. Hvor belastende når det er midt i en strejke… Til forundersøgelsen igår talte vi både med sygeplejerske, jordemoder, narkoselæge og almindelig læge og de havde hver især en masse de ville fortælle, de havde bare ikke koordineret det, så de fortalte alle om det samme. Dvs. fire timer på en stiv stol med en ni mdr.s knægt i barnevogn og en råsulten kæreste for at få ting af vide, som vi af naturlige årsager sidst fik af vide i juli 2007. Det eneste nye vi fik, var et tidspunkt. “Du skal være her senest 08.15, for du er nummer tre i køen”! Sygeplejersken lød ganske som en tør automatisk telefonbesked, som hvis jeg havde ringet til kommunen eller et dårligt teleselskab. Nummer tre i køen… hvad fanden er nu det for noget?! Og hvor tidligt skal nummer et i køen så være der?! Godt jeg først er nummer tre…
Denne her lille fyr som så kommer ud af maven på mig ved et planlagt kejsersnit, ja han skal jo så finde sig i at blive taget ud fem uger før tid, fordi jeg er en dårlig mor som ikke kan bære ham længere… og så skal han ruskes lidt af en eller anden børnelæge, pilles på og suges i og hvad de nu ellers mener, han har brug for… alt imens jeg ligger der på briksen og får skåret mine æggestokke fra hinanden, så jeg forhåbentlig ikke bliver gravid igen… og så selvfølgelig bliver syet sammen som havde jeg kørt galt på cyklen og fået hul i hovedet. Næsten da.
Jeg glæder mig til at se min lille mand…. Men det bliver også ganske glædeligt at kunne mærke sine ben igen efter narkosen og endda komme på toilet selv, i stedet for at få tjekket en pose på sengekanten.
Ja der er faktisk mange ting, jeg ser frem til udover lillemanden.. Jeg glæder mig f.eks. også til at se om jeg overlever… Om kæresten finder mod mellem benene til at være endnu mere far og ikke mindst om Julius kan trives med at være nummer 1 med visse forbehold.