Når jeg virkelig tager mig sammen
- og slæber mig selv afsted i bilen sammen med stor unge i maven (2100 g og 42 cm nu) og ni mdr. gammel knægt, hvinende i autostolen ved siden af, så vil jeg virkelig gerne lykkedes i at gøre kæresten en lille smule mere kæreste og mand i mine og hans øjne og mindre irritationskilde og årsag til alle belastninger i mit liv.
Så jeg indvilligede i at tage med ham og knægten på cafe, så vi kunne få lidt at spise. Jeg er nu så tung, at jeg hurtigt måtte sande, at en barnevogn med et styk træt knægt i og så mig selv, ikke kunne passere den lille smalle bagdør som vi skulle ind ad, så kæresten måtte tage over, hvilket tilsyndeladende allerede der, irriterede ham. Jeg ignoredede, nu skulle vi fandme hygge!
Fik sat os ned, eller dvs. han gjorde og barnevognen blev rakket til mellem to meget små borde… og jeg sad bare røvdårligt, faktisk apropos røv.. så kunne min røv ligesom ikke være i stolen, så jeg måtte ganske pinligt berørt bede kæresten om hans stol som ikke havde armlæn.
Nu skulle vi så hygge… knægten faldt i søvn efter to gange lullen i vognen og maden blev bestilt…
Lagde godt mærke til den kort tids fraværende kæreste som lige skulle et eller andet, imens jeg fik mig møvet ned i stolen på indersiden af bordet, men glædede mig bare til at vi lige kunne få et kvarters tid hvor vi kunne se hinanden i øjnene indtil maden kom.
Men han hentede et ugeblad som han straks begyndte at fortærre foran målløse mig.. Altså ikke fordi han åd det, men det havde nærmest været mere diskret, for han slugte de der halvnøgne kællinger som altid fylder størstedelen af sådan et blad så åbenlyst, at jeg blev helt ked…
For godt nok er jeg bigfoot og big@ss lige for tiden, men jeg har fandme da også følelser. Og nu skulle vi fandme hygge, så skulle han dælme ikke sidde der og æde kvinder med øjnene. Altså medmindre det da betød, at han så ville overlade sin sandwich til mig, så jeg kunne få to… eller noget.
Jeg påpegede diskret, at jeg gerne ville tale med ham, nu hvor drengen sov… og han blev hamrende fornærmet, sagde højlydt inde på den her microcafe in the middle of fucking nowhere, at jeg kraftedme altid skældte ham ud.
Hmmm.
Siden hvornår er det blevet så anstrengt at hygge?
Donor eller ej
Jeg har lige læst på det nye forum for livmoderhalskræftpatienter, at jeg ikke kan være organdonor, fordi jeg har haft kræft…
Har haft…
Eller er det bare mig der er en naiv idiot, for jeg mener da jeg fik af vide, at jeg er rask nu… er rask.. men kan ikke donere.
Tænke, tænke, tænke… gad vide om jeg bare er en dum nar, der tror på hvad lægerne fortæller mig. Der er åbenbart ikke andre fagpersoner, der anser mig for “rask”.
http://www.livmoderhalskraeftforum.dk/
Som den store livmoderhalskræft- entusiast jeg er, kan jeg hermed glæde alle med at have fundet denne side, hvor der findes en masse folk med samme eller tilsvarende oplevelser som jeg og mange andre som har været en tur forbi Riget for at blive opereret for livmoderhalskræft.
http://www.livmoderhalskraeftforum.dk/
Er jeg ond?
Scanning på Skejby endnu engang. Samme resultat som sidst… 10 mm. livmoderhals og fødsel lige om hjørnet. Denne gang var lægen (en anden end de forrige scanninger) dog ganske kynisk og ligeglad med min jammer omkring mit helbred og mit skrantende familieliv, hvor jeg bliver passet på skift af forældre og svigerforældre sammen med min søn.
Så hun sendte mig hjem…. Havde jo ellers i sidste uge fået besked på at jeg skulle indlægges idag, men var da mere end glad for at slippe for al den hospitalsvirak. Men gad vide om hun kan stå inde for sin beslutning?!
Tænkte at dagen ikke skulle gå helt tabt, nu hvor jeg endelig kom ud i den friske luft et smut, er jo ellers lænket til divaneseren for tiden, så måtte da lige lave lidt ballade i min fars sind, så ringede et godt stykke tid efter scanningen og fortalte ham, at de havde fundet endnu et foster under scanningen og det var levende og havde det fint selvom det naturligvis var noget mindre end det store foster… og at det nok var derfor jeg havde været så besværet osv.. Han sprang lige i… og man kunne høre, hvordan han så diskret som muligt fandt lommeregneren frem, analyserede privatøkonomien, slettede drømmen om en ny bil, alt imens han forsøgte at berolige sig selv…
Han spurgte mig flere gange om det var løgn, hvilket jeg benægtede, men efter en længere tænkepause, sagde han så… “ej, jeg håber sgu det er en aprilsnar”… og da jeg gav ham ret, tror jeg faktisk jeg sparede min far for et hjerteanfald.