Når man er uenig med voksne mennesker
er det bare skide svært altid at være fornuftig og tale pænt. Når man så står og er fuld af følelser, fordi man er skide stolt over at ældstesønnen har været uden ble hele weekenden, bortset fra når han sover, er det kun værre.
Den kære vuggestuepædagog, aka hende der som så mange andre, kun har været der få måneder, mente nemlig lige, at der var lidt for travlt til at de kunne følge op på om min søn skulle på toilet eller ej, “for nu har vi altså ret mange små børn, og vi har altså ikke tid til at gå og tørre tis op efter ham hele tiden, så her i vuggestuen får han altså ble på”…
På et split sekund havde jeg sagt femtusind bullshitord inde i mit hoved som heldigvis ikke kom ud, for så var jeg både blevet kaldt racist og homofob og hvad ved jeg… Men hvad fanden tænker du på kælling? Har du glemt, hvad det er for et job, du har dig?
Jeg leder efter Helly Hansen gummiregnbukser
Og det i sig selv er en ganske kedelig, langsommelig affære…
Medmindre man finder en side, der hedder www.regnfrakker.dk
Pludselig er det lige meget, at jeg har haft tyndskide i flere dage, at der har været skybrud i flere dage (også i mit sind) og at ungerne skiftes til at være syge…
For man skal da næsten vove pelsen og kontakte et stk. gummifreak?!
Elgiganten og mig
Det lyder jo lidt som en hyggehistorie mellem mig og en god veninde, men det er det faktisk slet ikke.
Jeg købte en vaskemaskine hos Elgiganten som skulle passe ind i et hul i mit køkken. Elgiganten skulle levere og installere, hvilket de gjorde, men maskinen passede ikke ordentlig, så de måtte efter nogle dage komme og se hvor dårligt den stod (der var ikke topplade på og der kunne derfor komme skidt og vand ind i tromlen, selvom de havde garanteret at den passede i str.)
De tog så maskinen tilbage, fandt en ny til mig, som de så kom og installerede. I den forbindelse skete der et uheld, fordi de flyttede rundt på nogle sager i mit køkken, så min trip trap bordplade til ungerne blev brændt af på komfuret, fordi den ene installatør var “stor” og åbenbart havde ramt komfuret med sin rumpet.
Så skulle den erstattes, hvilket den blev. Der kom en ny vaskemaskine samme dag, som den anden blev flyttet, og den blev ligeledes installeret. Den nye maskine passede fint. Det var endda bedre end den anden, men også 1000kr dyrere og jeg fik ingen rabat på trods det mange ulejligheder med besøg i butik, telefonopkald osv.
Efter tre uger gik den nye maskine i stykker. Der kom en teknisk installatør denne gang, ikke fra samme firma som sidst, og forklarede at dem der havde installeret sidst, havde lavet en fejl, så der ikke var skruet op for vandet, og så brød maskinen sammen, når den skulle køre uldvask. Han regulerede den indstilling de havde sat forkert og gav mig en faktura med mit navn, adresse på, som jeg skulle aflevere ved Elgiganten inkl. girokort.
Det gjorde jeg så. Og ham der tog imod i Vibyafdelingen hvor jeg havde købt den, sagde, at det skulle de nok betale. Efter tre uger fik jeg en påmindelse om at betale girokortet. Jeg tog straks til Elgiganten, påpegede deres fejl, og gav dem påmindelsen. Sælgeren som hedder Niels, sagde hoverende, efter jeg havde ventet en halv time på at komme til at tale med ham (og jeg havde ungerne med som jeg til sidst “slap løs “for at blive bemærket), at jeg skulle slappe af, det her ville jeg ikke høre mere til, de skulle nok ordne det.
Efter yderligere to uger fik jeg den første rykker. Pålagt gebyr. Tog igen til Elgiganten denne gang allieret med min mor, hvor vi igen skulle vente knap 40 min. for at få ekspedition. Fik igen beskeden om at “jeg skulle slappe af” hvorpå, jeg naturligvis påpegede, at det gjorde jeg ikke længere. Han begyndte at påstå, at han aldrig havde fået et girokort, og at han derfor ikke kunne betale, men at han lige ville finde ud af det. Han fik igen mit tlf.nr. Jeg hørte intet.
For tre uger siden fik jeg endnu en rykker. Med pålagt gebyr. Tog igen i Elgiganten som igen fik brevet og fik igen af vide, at nu skulle den nok blive betalt. Han skulle nok tage kontakt til dem, så de kunne finde en løsning.
Idag fik jeg så et brev om at hvis jeg ikke inden fem dage betalte, så røg jeg til inkasso. Brevet var dateret d.14.10.09. På konvolutten stod der d.20.10.09, så jeg har også modtaget det meget sent. Ringede derfor til installatørfirmaet (hvilket jeg også tidligere har gjort et par gange) som sagde, at de i slutningen af september havde talt med en Niels fra Elgiganten som havde forsikret dem om at han ville betale regningen, hvis bare de sendte den til ham.
Men regningen var stadig ikke betalt og da de jo skulle have deres penge, var det mig der røg til inkasso.
Endnu et besøg i Elgiganten idag, hvor Niels var til møde, varehuschefen ikke til at træffe, da han ifølge medarbejderen ikke ville forstyrres. Men medarbejderen ville lige ringe til Niels og kontakte varehuschefen.
Talte så med min far. Som flippede ud. Hvorefter han betalte fakturaen. Han tog herefter i Elgiganten, men de ville have beviser for at han havde betalt regningen, så han måtte tage hjem og printe ud fra netbank. Jeg blev i mellem tiden ringet op af en Glenn som var varehuschef i Viby, som blandt andet undrede sig over at min far havde betalt, og at de altså nok skulle betale den regning. Jeg påpegede at det havde de immervæk ikke præsteret endnu, selvom de havde haft siden d.15.7.09, så det troede jeg ikke længere på og jeg ville ikke registreres i noget som helst pga. dem.
Efterfølgende fik min far vist dem en kvittering på hans indbetaling og fik sine penge tilbage. Men der var ingen undskyldning og både han og jeg fik af vide af varehuschefen, at det altså ikke var dem der havde begået fejl i den her sag.
Boykot Elgiganten.
Dobbeltmoral
Lad det være sagt; jeg har lige så længe, jeg kan huske, haft et anstrengt forhold til mine forældre. Vi elsker hinanden på godt og ondt… Ligesom et dårligt ægteskab. Eller det er måske godt, hvis man tager det sure med det søde, kaperer og går på kompromis… for ikke at smutte før tid?
Anyways, mine forældre, især min far har meget travlt med at fortælle mig, at jeg stadig er tyk. At jeg ikke har tabt mig efter mine graviditeter, og at jeg skal passe på det ikke bliver siddende.
Samtidigt låner mine forældre mig deres bil, så jeg ikke skal gå de tre km. til ungernes institution hver dag, for det er alt for langt og alt for koldt. De kommer med kage, når de er på besøg, og jeg får altid tilbudt sodavand og lørdagssnoller, når jeg kommer på besøg, og der er aldrig sparet på sovsen.
Jeg har altid haft det svært med dobbeltmoralske mennesker. Ikke fordi jeg er god til helt selv at lade være med at være det af og til, men fordi det minder mig om, mennesker når de er værst.
De peger fingre af hinanden, og påstår de vil hinanden det bedste.
Men det er løgn.
Indrøm.
D.4.oktober fejrede vi 3 års dag
og tænk ved et mirakel har vi stadig kun to børn. Det vil altså sige, at Skejby lægens udtalelser ikke længere skal spøge i korridorerne, og vi ikke længere skal frygte graviditeter via smil…
Okay, måske en smule overdrevet, men når man får to børn sammen med ti mdr´s mellemrum og den dag i dag kun har kendt hinanden i tre år, så har der faktisk været ret meget kvalme, hormonelt humør og barsel involveret i et forhold.
Omend vi ikke længere er sammen som kærester, så er vi stadig i et forhold. Lad os kalde det forældreforholdet, og i daglig tale forholdet.
(til Århus kommune kan jeg orientere, fordi jeg ved i forvirres ganske let, jeg er STADIG ENLIG!)
Jeg roste ham for nylig i et andet indlæg og dagen efter fortrød jeg, fordi han opførte sig som en nar. Men måske er jeg blevet ældre med moderskabet, for jeg slettede ikke indlægget, hvilket jeg tidligere i mit liv ville have gjort med det vuns.
Det der med at være enlig er sgu noget mærkeligt noget, og drønhamrende hårdt, når man fem ud af syv dage står alene med unger på et og to år. Men det er også meget dejligt, fordi man uanset hvor åndssvag man opfører sig, ikke kan rende fra det faktum, at vi har fælles forældremyndighed, og har fået den fornemmeste rolle at opføre os hæderligt og fornuftigt, for vores børns skyld.
Typisk mit held
Når jeg nu virkelig gerne vil finde dagens Urban og kører febrilsk rundt i hele Århus Syd uden held, videre ind til byen, bliver distraheret af Baresso, hvor jeg jo lige skal have en Ultimativ, og Clemens Galleri eller hvad fanden det hedder, hvor jeg lige finder et par bukser, og sikkert bliver kontaktet af bankmanden i morgen, fordi jeg stadig ikke har aktiveret mit nye kan-kun-hæve-penge-i-lige-præcis-dette-pengeinstituts-hæveautomater-,kort, og ender med at tage hjem med sørgmodig mine, fordi hele Århus idag har boykottet eller haft udsalg på den længe ventede avis, så er det sgu godt, der findes en online udgave med et billede af mig, som er større end Oprahs!
Og ja, jeg mangler punktummer, men sådan er der så mange ting i mit liv som lige nu ikke kører helt efter bogen.
Jeg kom ned med nakken
Selvom jeg sagde, at jeg slet ikke ville finde mig i dårlig behandling fra diverse offentlige konsulenter fra jobjagten, så var der sgu en der skød mig idag. Så nu er det også forbi. Og jeg vender aldrig tilbage dertil. Men de får selvfølgelig en klage, for er der en ting 7-9-13 de ikke kan tage fra mig, er det mit sprog. Så vogt dig Hr. Erhverskonsulent. Der er et brev på vej til din chef.
Et indlæg på opfordring
Her den anden dag blev jeg gjort opmærksom på, at mine indlæg generelt er meget negative.
Det kan jeg jo kun være enig i. Måske burde jeg tage et anger management kursus eller komme i kontakt med min indre Dalai Lama og elske livet, men livet spænder ben, og jeg nøjes ikke med at snuple. Jeg brækker arme og ben, hals og ryg på een gang.
Jeg gider ikke remse op, for det har jeg gjort så mange gange, at jeg muligvis burde hedde Hypokonder til mellemnavn.
Lige nu eksisterer jeg bare.
Men på et plan er der noget, der virker.
Mit forhold til min eks er blevet bedre på det seneste. Og det ville han gerne have, jeg gjorde opmærksom på herinde. Hermed gjort.
Han brød sig nemlig ikke om den omtale, hvor jeg kalder ham en vatpik, og det kan jeg vel egentlig godt sætte mig ind i, eftersom den titel burde være min lige for tiden.
Jeg er en vatpik, selvom jeg mangler både kugler og diller. Jeg kan simpelthen ikke rejse mig op lige for tiden. For alting går mig bare imod.
Men han, min eks altså, er faktisk ret god til at være mit gangstativ.
Man skal ikke undervurdere læsere af Urbanblog
Jeg bloggede nemlig, hvad jeg troede var privat for et par måneder siden, og havde enten lavet en fejl eller også skete der en teknisk fejl, hvilket betød, at der kom oplysninger ud i vælten, som nogle læsere af min blog benyttede sig af. Dagen efter kunne man nemlig læse på hhv. teksttv, nyheder og senere på dagen, at en dansker var blevet kidnappet i Mexico. Og det kom fra min blog.
Så til dig der læser med herinde. Selv tak for oplysningen. Jeg håber, du tjente fedt på den. Heldigvis blev han løsladt af kidnapperne og kom helskindet hjem.
Men det var ikke pga. dig.
For meget og for lidt
Jeg har nu skrevet 60+ ansøgninger og vil i den anledning gerne invitere alle til drukgilde i anledningen af min elendighed som arbejdsløs pædagog på nu knap sjette måned. På trods er jeg oplært i stædighed udover alle grænser fra min fantastiske farmand, som nærmest dagligt tigger mig om at tage et social og sundhedshjælperjob.
Men fortæl mig lige, hvis der overhovedet er nogen tilbage, der læser med den ene gang om måneden jeg opdaterer… Ville i tage et job, hvor i fik min. 10 løntrin lavere end i var værd, hvis i havde gennemgået alt det jeg har på de knap fem år min uddannelse har varet?
Jeg har gennem uddannelsen haft cancer og fortsat mit studie på trods af operation, ny praktikplads som sejlede lidt, forlist parforhold og hjemløshed, overfald og trusler fra mit vikarjob og ikke mindst to graviditeter, overvægt, en overflytning (sikke en masse o- er lige pludselig) til et andet seminarie som ikke synes, jeg skulle modtages med kyshånd og derfor sendte mig til eksamen uden vejledning og direkte ind i elendighedens favn med tre to taller på mit eksamensbevis som følge af to års barsel. Nej vel?
Jeg nægter simpelthen at finde mig i at utallige kvindelige ledere og pædagoger, skal have lov at bestemme om jeg skal have en fremtid i Pædagogland. Om det så skal koste mig mange måneder på kontanthjælp på jobsøgningskursus med udsendelse i gratis praktikplads aka dum i arbejde, så er det fandme det jeg gør. Jeg kommer ikke ned med nakken kvinder. Og husk lige at jeg ender som DIN kollega en dag, så behandl mig lige ordentligt tak!